FAQ

Der findes i hovedtræk følgende 4 revisorerklæringer til årsrapporten.

  1. Assistanceerklæring (eller ingen erklæring)
  2. Reviewerklæring
  3. Erklæring om udvidet gennemgang
  4. Erklæring om revision

Hvis man f.eks. har et ApS eller A/S med en omsætning under 8 mill. kr. excl. moms, en balancesum under 4 mill. kr. eller mindre end 12 ansatte, og hvis man ikke overstiger 2 af kravene i 2 på hinanden følgende år, så har man mulighed for at fravælge den dyre erklæring om revision eller udvidet gennemgang, og man kan så frit vælge en assistanceerklæring eller måske ingen erklæring, hvilket i nogle tilfælde kan gøre årsrapporten væsentlig billigere.
Det er det samme årsregnskab, som man får lavet, og regnskabet skal selvfølgelig også overholde bogføringslovens regler, men revisorerklæringen er meget anderledes, eller er evt. helt sparet væk, det er helt op til kunden selv at afgøre.

De 3 væsentlige begrundelser (tommelfingerreglen) meget kort fortalt for at bruge virksomhedsordningen er følgende:

  1. Virksomheden har meget store renteudgifter.
  2. Virksomheden har et overskud væsentligt over topskattegrænsen.
  3. Behovet for private udtræk er ikke større end topskattegrænsen.

Hvis man bruger virksomhedsordningen, så fratrækkes renterne på selvangivelsen i den højt beskattede personlige indkomst på samme måde som virksomhedens øvrige driftsudgifter, hvilket kan give en væsentlig skattebesparelse.
Hvis virksomhedens skattepligtige overskud er over mellemskattegrænsen eller topskattegrænsen, som i 2026 er på hhv. 690.000 kr. eller 777.900 kr., så er der en fornuftig mulighed for at lade det overskydende resultat blive i virksomheden og så kun betale en foreløbig virksomhedsskat på 22%, af dette beløb som bliver i virksomheden.

Årets behov for private udtræk afgør, hvor meget man kan få lov til at lave i opsparet overskud.

Det beløb som beskattes foreløbigt med 22% kalder man opsparet overskud, og det er meget vigtigt at huske, at det opsparede overskud beskattes normalt igen, når man hæver mere end man tjener, eller den dag man helt lukker virksomheden, og så bliver man godskrevet de 22%, som man har betalt foreløbigt i virksomhedsskat, når man hæver det opsparede overskud igen.

Virksomhedsordningen kan således også med stor fordel udligne gode og dårlige år i virksomheden, så man opsparer opsparet overskud i de gode år, og hæver det igen i de dårlige år uden at betale topskat.

Mange tror, at man skal lave et ApS eller et A/S for at spare skat, og det er ikke korrekt, da man kan have den samme skattefordel i virksomhedsordningen, idet skattesatsen kun er 22%, uanset om det handler om et selskab eller et opsparet overskud i virksomhedsordningen, så skatten kan vi sagtens styre, hvis bare virksomhedsejeren blot kan holde sit eget privatforbrug på et fornuftigt niveau.

De vigtigste begrundelser for at organisere sin virksomhed som et selskab, er dels for at begrænse sin egen økonomiske risiko mest muligt, da kapitalejer kun hæfter med den indskudte selskabskapital samt evt. personligt afgivne kautionsforpligtelser, som han/hun har skrevet under på, typisk overfor selskabets pengeinstitut.

Herudover kan der være store fordele i at eje selskabet via et holdingselskab, som bl.a. kan bruges ved generationsskifter, når der senere skal handles kapitalandele med konkurrenter, medarbejdere eller øvrige investorer.

Virksomheder der sælger momspligtige ydelser for over 50.000 kr. om året, skal momsregistreres.

En lang række tjenesteydelser er fritaget efter moms efter momslovens §13.

Momstilsvaret opgøres som forskellen på den moms, som virksomheden har opkrævet ved salget (salgsmomsen), og den moms, som virksomheden har betalt ved købet (købsmomsen)

Momspligtige virksomheder, som omsætter højst 5 millioner kr., skal afregne moms hvert halve år.

Momspligtige virksomheder, som omsætter mellem 5 – 50 millioner kr., skal afregne moms kvartalsvis.

Momspligtige virksomheder, som omsætter over 50 millioner kr., skal afregne moms månedsvis.

Virksomhederne op til 50 millioner kr. skal angive og afregne momsen den 1. i den 3. måned efter periodens afslutning.

De helt store virksomheder med omsætning over 50 million kr., skal angive og afregne den 25. i måneden efter perioden.

Tilsted Revision og Rådgivning

oletilsted@gmail.com

+45 2752 6819